Dagen startede med blå himmel og sol. Bilen blev pakket aftenen før, så det sidste der manglede var bare hunden og mig selv. Da klokken var 7.15 startede vi turen til Allerød, hvor dværgpinscher Daisy skulle igennem en mentalbeskrivelse.

Der var 8 hunde der skulle igennem beskrivelsens forskellige prøvelser. De hundeførere der ikke var “på” skulle agere flok, så vi skulle alle være med hele dagen. De 4 af DKK’s mentalbeskrivere som skulle stå for beskrivelsen, styrede os gennem dagen. -Og Jytte havde sørget for kaffe, vand og æbler, blommer og tomater fra haven.

Det var spændende at se, hvordan hundene reagerede på de forskellige prøver de blev udsat for. Der var hunde som blev skræmt så meget, at hele “flokken” fik ondt af dem, en enkelt så nærmest ud som om den “kom, så og sejrede”; den var bare glad og syntes nok at det var nogle spændende ting der foregik.

Da hver enkelte hund var færdig, fik føreren bedømmelsen med det samme. Nogle blev bekræftet i deres egen antagelse, andre blev overraskede over resultatet.

I løbet af formiddagen trak sorte skyer ind over pladsen i Allerød. Da vi spiste frokost kom et par enkelte dryp. Om eftermiddagen holdt det tørt, men den sidste hund havde været igennem, og der var blevet ryddet op på pladsen, åbnede himlens sluser sig. Heldigvis kunne vi komme i tørvejr, og der sluttede en lang og spændende dag af med kaffe og hjemmebag. 

Tak til Jytte Pedersen for en skøn dag. 

Mentalbeskrivelse i Allerød
Tagget på:         
Social Media Auto Publish Powered By : XYZScripts.com